Forvaltning af de undersøgte fiskebestande

REKREA-projektet inddrager forvaltere, fiskere og andre interessenter for at få forslag til, hvordan fiskebestande i det rekreative fiskeri kan forvaltes

En af arbejdspakkerne i REKREA-projektet beskæftiger sig med forvaltningen af de fiskebestande, der indsamles data fra i projektet. Det er havørred ved Fyn, torsk i Øresund, laks i Østersøen og ål i Storebælt.

I de tilfælde hvor de rekreative fangster udgør en væsentlig del af de samlede fangster, kan der være behov for at justere forvaltningen af det rekreative fiskeri for at beskytte bestandene mod overudnyttelse.

Ændringer i forvaltningen har større chance for at blive en succes, hvis forskere, forvaltere, lyst- og fritidsfiskere og andre interessenter finder frem til fælles forslag til løsninger, som har belæg i forskningen, kan administreres i praksis og giver mening for fiskerne. For at etablere en struktureret dialog mellem interessenterne afholder REKREA-projektet workshops, som struktureres efter en metode, der fremmer dialog og fælles problemløsning. 

Undervejs modelleres forskellige løsningsforslag, hvorved man kan simulere og fremskrive, hvad forskellige forvaltningsscenarier vil betyde for fiskebestanden. I REKREA-projektet sker modelleringen i fuld udstrækning ved evaluering af forvaltningsalternativer for torskebestanden i den vestlige Østersø, mens modelleringen for de øvrige arter i REKREA-projektet kun vil være konceptuelle.

 

 

Kontakt

Mads Christoffersen
Specialkonsulent
DTU Aqua
35 88 34 66
http://www.rekrea-fisk.dk/Intro/Indhold/Forvaltning
17 SEPTEMBER 2019